Modul 4 aktivitet 2 og 3

Aktivitet 2.

Jeg har valgt at min målgruppe er senhjerneskadede mennesker. Dette fordi jeg i min hverdag arbejder med denne målgruppe. Jeg tror på, at gennem den enkle borgeres narrative fortælling giver mig som pædagog en større og mere reel mulighed for, at støtte denne borger til en større selvhjulpenhed samt at øge dennes livskvalitet.

Den målgruppe jeg arbejder med er ofte skadet på korttidshukommelsen, har afasi, eller skadet, så de mister overblikket. Den viden jeg har om borgeren ved første møde er det jeg kan læse mig frem via sagsbehandlerens bestilling. Ofte er der yderlig beskrivelse fra sygehus og genoptræningscenteret med.

Det er viden der ofte fortæller sygeforløbet, familieforhold, tidligere job, men ikke noget om personligheden før ulykken.

Undervejs i arbejdet med borgeren og i takt med at relationen bliver tættere kommer de narrative fortællinger. Hvilken musik, film og kunst de holder af. Hvad røre dem og hvilken hobbyer har haft deres interesser før. Mange af disse ting kan umiddelbart tages op igen. Andre gange skal der tænkes i nye baner. Det er bare nemmere hvis man kender historien.

Jeg har på nettet fundet en folder ”At tage livshistorien alvorlig– Projekt omreminiscens og den personlige historie på institutionen Rødbo” lavet af Ove Dahl og støttet af tryghedsfonden.

I folderen henvises der til Kjeld Fredens som er læge og hjerneforsker. I bogen ” Mennesket i hjernen s.308 ” skriver han ”Fortællingen skaber et kognitivt landskab, der gør verden meningsfuld og forståelig. Når eleven fortæller om sit arbejdsliv, fortæller til andre så meddeler han også til sig selv”

Jeg er ikke i tvivl om at det er vigtigt at arbejde med den narrativ fortælling i arbejdet med senhjernskadede mennesker. De har et levet liv bag dem, hvor de havde styr på det hele. En trafikulykke, blodprop, hjerneblødning, tumer eller et krampe anfald satte en stopper for det. De skal efter sådanne ulykker til at finde en ny vej at gå ud af.

Aktivitet 3.

Jeg kommer en gang i ugen ved en dame på 67 år som efter en hjerneblødning har afasi. Hun er ramt både på talen og evnen til at læse og skrive.

Vi kom ind i billedet da hendes mand døde i 2008. I bestillingen fra sagsbehandleren kunne vi læse at der var to børn hun ikke havde kontakt til og en ældre søster i Sønderjylland. Hun var blevet syg i 1998. Det var ikke meget viden kan komme ind med.

Hjemmeplejen er heldigvis ind over – dette fordi de var kommet i huset grundet manden var meget syg det sidste år han levede. De kunne hjælpe med et telefonnummer til søsteren og fortælle lidt om hvad kviden kunne og ikke kunne. Hun havde levet i et ægteskab hvor manden havde styret det hele. Så hun skulle lære at handle ind, gå i banken, have styr på økonomien og indhold i hverdagen. Med tilladelse fra kvinden fik jeg lov til at kontakte hendes søster. Har siden ofte måtte ringe for at få ting opklaret.

Hendes søster har lavet et fotoalbum med små notater der fortæller lidt om kvindes liv.

Her kunne jeg godt tænke mig at lave en lille bog som fortæller hvem kvinden er, hvordan livsforløbet har set ud og hvad hun laver i dag. Den skulle bestå af fotos og små tekster – der kunne give både forståelse og anledning til en lille snak. Kvinden har ikke verbalt sprog men hendes mimik og kropsprog er meget tydeligt. Bogen ville også give mulighed for at kvinden ville kunne bruge den til at vise hvad hun vil fortælle om.

Med tiden og i takt med relationen mellem os er vokset er min viden om denne kvides liv blevet stor. Et af mine argumenter for ar få lov til at brugen tiden på dette projekt er at en dag er jeg der måske ikke mere og den nye skal starte helt forfra.