modul 4 - aktivitet 4

Jeg har lavet en lille billedeserie omkring mit liv - men kan ikke uploade den.

Har valgt at afleverer den på BB.

Modul 4 aktivitet 2 og 3

Aktivitet 2.

Jeg har valgt at min målgruppe er senhjerneskadede mennesker. Dette fordi jeg i min hverdag arbejder med denne målgruppe. Jeg tror på, at gennem den enkle borgeres narrative fortælling giver mig som pædagog en større og mere reel mulighed for, at støtte denne borger til en større selvhjulpenhed samt at øge dennes livskvalitet.

Den målgruppe jeg arbejder med er ofte skadet på korttidshukommelsen, har afasi, eller skadet, så de mister overblikket. Den viden jeg har om borgeren ved første møde er det jeg kan læse mig frem via sagsbehandlerens bestilling. Ofte er der yderlig beskrivelse fra sygehus og genoptræningscenteret med.

Det er viden der ofte fortæller sygeforløbet, familieforhold, tidligere job, men ikke noget om personligheden før ulykken.

Undervejs i arbejdet med borgeren og i takt med at relationen bliver tættere kommer de narrative fortællinger. Hvilken musik, film og kunst de holder af. Hvad røre dem og hvilken hobbyer har haft deres interesser før. Mange af disse ting kan umiddelbart tages op igen. Andre gange skal der tænkes i nye baner. Det er bare nemmere hvis man kender historien.

Jeg har på nettet fundet en folder ”At tage livshistorien alvorlig– Projekt omreminiscens og den personlige historie på institutionen Rødbo” lavet af Ove Dahl og støttet af tryghedsfonden.

I folderen henvises der til Kjeld Fredens som er læge og hjerneforsker. I bogen ” Mennesket i hjernen s.308 ” skriver han ”Fortællingen skaber et kognitivt landskab, der gør verden meningsfuld og forståelig. Når eleven fortæller om sit arbejdsliv, fortæller til andre så meddeler han også til sig selv”

Jeg er ikke i tvivl om at det er vigtigt at arbejde med den narrativ fortælling i arbejdet med senhjernskadede mennesker. De har et levet liv bag dem, hvor de havde styr på det hele. En trafikulykke, blodprop, hjerneblødning, tumer eller et krampe anfald satte en stopper for det. De skal efter sådanne ulykker til at finde en ny vej at gå ud af.

Aktivitet 3.

Jeg kommer en gang i ugen ved en dame på 67 år som efter en hjerneblødning har afasi. Hun er ramt både på talen og evnen til at læse og skrive.

Vi kom ind i billedet da hendes mand døde i 2008. I bestillingen fra sagsbehandleren kunne vi læse at der var to børn hun ikke havde kontakt til og en ældre søster i Sønderjylland. Hun var blevet syg i 1998. Det var ikke meget viden kan komme ind med.

Hjemmeplejen er heldigvis ind over – dette fordi de var kommet i huset grundet manden var meget syg det sidste år han levede. De kunne hjælpe med et telefonnummer til søsteren og fortælle lidt om hvad kviden kunne og ikke kunne. Hun havde levet i et ægteskab hvor manden havde styret det hele. Så hun skulle lære at handle ind, gå i banken, have styr på økonomien og indhold i hverdagen. Med tilladelse fra kvinden fik jeg lov til at kontakte hendes søster. Har siden ofte måtte ringe for at få ting opklaret.

Hendes søster har lavet et fotoalbum med små notater der fortæller lidt om kvindes liv.

Her kunne jeg godt tænke mig at lave en lille bog som fortæller hvem kvinden er, hvordan livsforløbet har set ud og hvad hun laver i dag. Den skulle bestå af fotos og små tekster – der kunne give både forståelse og anledning til en lille snak. Kvinden har ikke verbalt sprog men hendes mimik og kropsprog er meget tydeligt. Bogen ville også give mulighed for at kvinden ville kunne bruge den til at vise hvad hun vil fortælle om.

Med tiden og i takt med relationen mellem os er vokset er min viden om denne kvides liv blevet stor. Et af mine argumenter for ar få lov til at brugen tiden på dette projekt er at en dag er jeg der måske ikke mere og den nye skal starte helt forfra.

modul 4

Aktivitet 1

Jeg har valgt at arbejde med ”livshistorie” fordi det er et spændende og vigtigt område i arbejdet med andre mennesker. Jeg har tidligere arbejdet med livshistorie og den narrative fortælling og er stadigvæk nygerrig på området.

Afsnittet af Mogens Sørensen ” Livshistorie som genre i pædagogisk arbejde” er en god appetitvækker. Han henviser til Marianne Horsdal som har skrevet flere bøger og livshistorie og den narrative fortælling. ”Vilje og vilkår”, ” Livets fortællinger – en bog om livshistorie og identitet” og ” At lære, at huske, at være. Gensyn med fortællingen. Det har i denne omgang ikke lykkes mig at kunne få dem hjem fra biblioteket. De er åbenbart populære.  De står på min ønskeseddel over bøger jeg gerne vil have og kan kun anbefale dem.

På nettet har fundet et par sidder der fortæller lidt om hvordan en livshistorie kan bruges som redskab i forhold til arbejdet med mennesker med nedsat funktionsevne og udsatte børn og unge. Mennesker der har mage skift i deres liv. Det gælder både forskellige bosteder og omsorgspersoner.

Dernæst fandt jeg en sidde med et diasshow der giver god inspiration og forslag til hvordan man kan udforme en livshistorie. 

Modul 2. Alternativ og supplerende kommunikation.

3)

Med udgangspunk i at man skal bevare respekten det enkle menneske og den funktionsnedsættelse de måtte have, mener jeg godt man kan koble spædbarnsteori om sprog og samspil sammen på.

4)

I arbejdet med mennesker med funktionedsættelse har det pædagogiske arbejde været præget af kommunikation har handlet om færdige meddelelser og der har ikke været så meget fokus på at kommunikation også handler om skabe en fælles forståelse. At det også handler om at være opmærksom på følelser, synspunkter, drømme, ønsker, tanker og oplevelser.

5)

Alle mennesker udvikler sig i det sociale samspil med andre mennesker. Som pædagog skal man hele tiden tænke udvikling og selvbestemmelse og øget livskvalitet. Det er derfor vigtigt at give sig tid i selskab med borgeren samt at være behjælpelig med at borgeren indgår i sociale sammenhænge.

6)

Udtrykke ønsker og behov:

Her handler interaktionen om at opnå en ønskede handling eller et ønskede objekt.

Dette kunne være ” Jeg er sulten, tørstig m.m. Giver du mig min jakke, kop m.m.

Udvikle social nærhed:

Her handler interaktionen om at skabe og udvikle den personlige relation til hinanden.

Samspillet her er det vigtigste. Det kunne være fælleskaffe på et bosted, en leg i børnehaven m.m.

Udveksle information:

Her handler interaktionen om at få eller give information.

Det kunne være hvordan har du det? eller hvad er det? – fortælle hvad man hedder eller forklarer hvad man laver.

Opfylde sociale kompetencer/ etikker:

Her handler interaktionen om at tilpasse sig de sociale etikker. Det kunne være at hilse på naboen, sige tak – til ham der holder døren.

Jeg syntes der mangler et punkt, der omhandler den interaktion, hvor der kommer følelser og meningsdannelse ind.  

7)

Et spil huskespil sammen med et par beboer og en pædagog. Den ene beboer har meget lav arusel og den anden store ordfindings problemer. Der kan være flere mål med sådan en aktivt.

Det sociale element her vil give mulighed for at dele følelser via spændingen i spillet, men også tålmodighed over for hinandens begrænsninger – relationerne vil blive udbygget og forståelsen i hinandens sprog vil bliver større.

8)

I teksten alternativ og supplerende kommunikation – pædagogisk arbejde med mennesker uden talesprog skriver Mette Christensen at ” Det er gennem kommunikation med andre mennesker at vi udvikler os og får viden om os selv, om andre mennesker og om den verden vi lever i. Og det er gennem kommunikation med andre at vi skaber vores identitet.” Det fortæller hvor vigtigt det er at skabe muligheder og se muligheder for at kunne kommunikerer.

Et centralt punkt I teksten ”Sprog og kommunikation” er at kommunikation handler om at have en fælles forståelse og at det er igennem relationen denne skabes. At samværet, samspillet og den fælles oplevelse bliver det primære og kommunikationssystemerne bliver det sekundere.

Per Lorenzen skriver i ” Kommunikation mellem mennesker” at Forståelsen i kommunikationen fordre at vi deltager i fælles historier og fortællinger I fortællingen må vi kunne stoppe op samme sted og på den måde skabe et tema som så bliver grundlag for vores kommunikation.

9)

Man ville kunne lave en fotoserie eller en lille film som fortæller hvem borgeren er. Det samme kunne man gøre med noget borgerne interessere sig meget for. En borger kan f. eks gå op i fly. Man vil under forløbet danne en ny fælles historie som vil kunne ligge grund for udbyggelsen af relationen mellem borger og pædagog.

10)

En senhjerneskadet borger der har mistet evnen til at tale og læse ville kunne have stor glæde af f.eks. en billede kogebog der viser de forskellige trin i en opskrift. Måske kunne det være en ide at målebærer havde forskellig farver.

En senhjerneskadet borger med hukommelse og overbliksproblemer kunne have glæde af en dagskalender hvor på der står det der skal huskes. Dette kan være på et stykke papir eller på en tavle med piktogrammer.

Dette er med sigt på at højne selvstændigheden og dermed højne livskvalitet.

Modul 2. Alternativ og supplerende kommunikation.

1.

Påstanden om at alt er kommunikation indebærer at vi som pædagoger ikke kun skal være opmærksomme på det talte og skrevne sprog. At vi skal være opmærksomme på både mimik, lyde, kropsprog. Alternativ og supplerende kommunikation kommer i spil der hvor et menneske med nedsat funktionsevne ikke har udviklet et talesprog, eller har vanskeligt ved at opfatte eller forstå talesprog.       

2.

At kommunikere er at dele følelser, oplevelser, tanker, drømme, ønsker og behov med hinanden. I kommunikationen mellem parterne har deres relation, erfaringer, deres forudsætninger og den konkrete situation betydning. Det er undervejs i en kommunikations processen at man forhandler sig frem til en mening og forståelse. Her er der taget udgangspunk i en relationistisk og dialogisk forståelse af hvad kommunikation er.(Lorenzen 2007)

Er andet syn på kommunikation er at kommunikation handler om færdige meddelelser – altså en færdighed i at overførere meddelelser. ( Lorenzen 2001, 2007)

Forskellen på disse to grundsyn er at i den relationistisk og dialogiske forståelse bestræber man sig på at møde hinanden og skabe forståelse for hinanden. Det er her vi som mennesker udvikler os. Hvor i mod i det færdighedsorienterede grundsyn ligger op til at kommunikation handler om at træne og indlære sproglige koder der fortæller hvad vi ønsker.

I det pædagogiske arbejde med en kvinde med afasi i en udbredt grad hvor hun ikke længere evner det talte og skrevne sprog er det vigtig i min verden at det ikke kun kommer til at handle om overføre meddelelser og ønsker. Her er det vigtigt at fange de signaler hun viser med sin mimik og kropssprog. At der er plads til vise følelser, behov og forståelse mellem os. Relationen her har været vigtigt at arbejde med. Jo mere vi har lært hinanden at kende jo nemmere har kommunikationen været. Vi startede med kort der viste hvad hun ønskede og hvilken praktiske behov hun havde. I dag bruger hun kun de kort i situationer hvor hun er blandt fremmede eller jeg ikke forstår hende. Jeg kan via hendes mimik og kropsprog se om hun har det godt, er tilfreds, trist eller uenig med mig.

Et kort hun er blevet godt til at bruge blandt fremmede er ” Jeg har afasi og kan derfor ikke tale eller læse, men jeg forstår alt hvad du siger”

Dette kort har været med til at skabe forståelse for hendes situation i mange sammenhænge. Og det er tydeligt at det har virket både for hendes selvhjulpenhed og selvværd. Eksemplet kan være ved køb af en telefon – her går ekspedienten i dialog med kvinden og ikke mig. Jeg kommer først med på råd når kvinden ønsker det.

Aktivitet 3:

Hvordan indgår sociale online netværk i hverdagslivet?

Jeg har igen valgt at tage udgangspunkt i vores bosted. For de unge mellem 18 og 35 år er de sociale netmedier, en naturlig del af hverdagen. Facebook, skype og onlinespil bliver dagligt brugt - de er ikke bange for at bruge nettet. Dette gælder både på pc og mobiltelefonen.

Vi som personale, oplever nogen gange at de søger venskab via facebook på vores private kontoer. Her har vi en klar politik om at vi ikke godkender venskaber med vores borgere. Derimod er vi igang med at oprette vores bosted som en gruppe på facebook. Denne kan alle, der er tilknyttet bostedet, være en del af. Vi er på skype med nogle borgere, og på sigt skal målgruppen her udvides.

Generelt arbejdes der på at støtte borgerne, i at bruge computeren i et større omfang. Samfundet kræver efterhånden, at alle skal kunne bruge en pc og nettet. Skal man i banken, søge noget ved kommunen, se sine opgørelser m.m. skal man have kompetencer til at bruge nettet.

I takt med at den digitale verden kan mere, kræver det mere af både borgere og ansatte. Samtidligt skal det også ses som en verden, der kan gøre mange ting nemmere.

Som pædagog skal man være åben for denne verden - der sker hele tiden noget nyt og spændende.

Tekst 2

Tekst 2.

Resume af ” Klædt på til nettet – gode råd fra medierådet for børn og unge”

Teksten beroliger forældrene omkring at det er naturligt at børn og unge bruger meget tid på computerspil og andre sociale medier. Den indeholder også gode råd til, hvordan forældrene skal være opmærksomme på overdreven brug og hvordan der evt. kan sættes nogle grænser op, hvis dette finder sted.. Teksten indeholder forskellige gode råd til, hvordan man som forældre kan snakke og vise interesse for de ting børn og unge bruger nettet til. Samtidig understeges vigtigheden af at snakke, med sine børn om deres adfærd de offentlige og faglige rum på nettet.

Fokuspunkter:

Er der for stor usikkerhed blandt forældre til børn og unge omkring brugen af nettet ?

Er der fokus nok på hvordan man begår sig på nettet og passer på sig selv?

 

 

 

Aktivitet 2: Iagttagelse af hvordan mobiltelefonen indgår i hverdagen

Iagttagelse af hvordan mobiltelefonen indgår i hverdagen.

Jeg har valgt at obsevere brugen af mobiltelefoner på det bosted hvor jeg arbejder. Aldermæssigt er de fordelt fra 18 og til først i 40erne. Alle bruger af mobiltelefon.

Ingen tvivel om at den attenårige bruger sin telefon mere end de andre - ikke kun som telefon men er også større forbruger af internettet via telefonen. Den er med til træning men tager ikke fokus - det kan den sommetider godt gøre i sociale sammenhænge - der bruges den lidt til at gemme sig i.

Der er ikke den store forskel på om telefonen tages når den ringer eller om der bliver svaret på en sms. Vil sige at der er pli i forhold til at forlade rummet når der tales i telefon.

Vi er et hus hvor vi opfordre til at bruge mobil som redskab både i forhold til kalender og søgning af forskellige ting og sager. Vi lever i en tid hvor flere og flere ting forgår via telefon og nettet, derfor er det også vigtigt at give rum og mulighed for at disse ting er en naturlig del af hverdagen og gode redskaber.

Tekst 1

Resume af tekst 1

”Børnekultur, leg, læring og interaktive medier” af Carsten Jessen og Camilla Balslev Nielsen.

Teksten handler om at børns leg og kultur har ændret sig og det er sket i takt med at samfundet har ændret sig. Børn er meget mere inddelt i bestemte aldersgrupper og derved lære de små ikke på samme måde legekulturen af de store. At børn stadigvæk har brug for leg. Medier og digital legetøj er gode redskaber til at skabe socialtsamvær og leg mellem børn. Børn lære af andre børn. At børns legekultur også er en læringskultur dette er ofte et overset faktum i studier af børn og interaktive medier. Internettet og mobiltelefonen er for mange forældre legale produkter som de godt kan forsvare, da de enten bruges til læring eller tryghed.

Fokuspunkter:

Er vi gode nok til at forstå de interative mediers indtog i børnekulturen?

Er der forskel socialt og nationalt på hviken muligheder børn har i brugen af interaktive medier?